Beretningen 2026 og Referat af generalforsamling 2026
Tak for en god generalforsamling v. forperson Charlotte Gundersen
Tak for en god, skøn og hyggelig generalforsamling, hvor vi kom vidt omkring og fik drøftet både nye ideer og gamle punkter. Der var fine vindere til de flotte gevinster i det traditionsrige lotteri og lækker buffet med smagfulde små retter.
Et af de nye tiltag er nok, at vi alle fremover skal hjælpe hinanden og være frivillige hjælpere til vores markeder, så vi løfter i den store, dejlige flok, vi er, og beholder vores smukke og æstetiske, fine markeder. Vi kan nemlig noget sammen, som vi er stolte af og skal værne om.
Desuden fik vi talt om at begynde måske at afholde tre markeder om året og tage på udflugter og museumsbesøg sammen som gruppe og forening igen. Det er der mere om nedenfor. Og vi fik sammensat et lille udvalg bestående af Anne-Dorthe og Charlotte som ansvarlige for at arrangere foreningens store jubilæum i 2027, som vi vil fejre med et brag af en fest med meget mere – det ser vi frem til. Hvis I har ideer til dette, kan I henvende jer til Charlotte.
I bestyrelsen ønskede Britt og Susanne desværre at stoppe, og vi fik to nye bestyrelsesmedlemmer med, som er Pernille (syning) og Anne-Dorthe (plantefarvede tørklæder), som I allerede kender. Vi takker Britt og Susanne for deres store arbejde i bestyrelsen og byder Pernille og Anne-Dorthe velkommen.
I bestyrelsen har vi efter generalforsamlingen afholdt både et konstituerende bestyrelsesmøde 10/3 og et heldagsmøde 28/3, hvor vi har haft nogle gode samtaler om generalforsamlingen og om vores arbejde i vores allesammens forening. Charlotte fortsætter som formand (SoMe-ansvarlig), Malene bliver næstformand, Stine (mødeleder), Karin (regnskabsansvarlig) og Hallgeir (NemTilmeld-ansvarlig) er bestyrelsesmedlemmer, og Anne-Dorthe og Pernille er suppleanter. Vi sidder alle i bestyrelsen, er med til alle møder og har flere forskellige poster og arbejdsområder end de angivne. Pia og Bodil fortsætter som hhv. revisor og revisorsuppleant.
Med mange hjertelige hilsner fra os alle i bestyrelsen: Pernille, Hallgeir, Anne-Dorthe, Stine, Karin, Malene og Charlotte
