Dejlig tur med Plantefarverne

af Berit Millner den 28. september 2022

Kunstnerfløjen på Anneberg

Lørdag d. 20.8.2022 mødtes vi på Herlev st. Kl 9.00. Vejret var varmt og solrigt.

På turen deltog 15 personer, afbud fra 3 personer grundet sygdom. Som gæst har undertegnede fået den ærefulde opgave denne gang at skrive om turen.

Som første punkt på dagens program  gik turen denne gang til Malergården, som ligger i et utrolig smukt område lige ned til Lammefjorden. Her holdt malerfamilien Swane til i mange år. Siden blev gården testamenteret til Odsherred kommune og drives nu af Museum Vestsjælland. En rigtig spændende oplevelse at se familiens bolig og have. Inden den videre tur fik vi kaffe og kage.

Herefter gik busturen videre til restaurant Nokken i Nykøbing, hvor vi blev bespist med dejligt smørrebrød og noget at drikke til.

Som sidste punkt på programmet gik turen til endnu et spændende sted, nemlig Anneberg, et tidligere Sindssyge hospital beliggende i lige så smukke omgivelser. De gamle, smukke bygninger på området  rummer nu både boliger, restauranter, museum, minibryggeri og en såkaldt kunstnerfløj, som var det, vi var kommet for at besøge. Her havde kunstnere deres værksteder og kunstudstillinger. Her fik vi kaffe med lidt at spise. Til turen hjem fik vi et æble og en vand.

Endnu engang var det en berigende oplevelse at være med på Plantefarvernes udflugt. Et veltilrettelagt program med lækker forplejning. Tak for det.  Glæder mig allerede til næste tur, hvis jeg er så heldig igen at blive inviteret med.

Bodil, Karin Andresens søster.

Share Button

Forrige indlæg:

Næste indlæg:

Plantefarvernes hjemmeside er konstrueret af www.backuphuset.dk